Helikoptertur og DANCON march
Så blev det vist på tide med endnu en opdatering af bloggen, den første siden min leave. Sommeren må siges at være kommet til Kosovo for alvor, med temperaturer på over 30 grader i dagtimerne. Godt man har fået installeret aircondition på kontoret. Det er sådan at vi må gå klædt i shorts og tshirts på arbejdsområdet, men ikke når man skal i cafeteriet eller rundt i lejren. Så må man pænt klæde om til lange bukser og skjorte/jakke og støvler.
Nu håber vi bare på at vi kan få aircondition på vores indkvarteringsværelser, vi har 4 værelser i vores område uden aircon, der er rigtig varmt i dagtimerne, og omkring 25-30 grader når man går i seng. Jeg ligger pt. kun med dynebetræk, og det er stadigvæk varmt. Jeg har overvejet om jeg skulle indrette mit kontor, således at jeg også kunne bo herinde, når jeg nu har aircon der. Jeg er bare lidt imod at bo og arbejde i samme værelse, ved at jeg kommer til at hænge foran computer eller TV om aftenen.
Vi har haft en del besøg den sidste tid, det startede med at chefen for telegraf regimentet var på besøg. De soldater jeg er i sektion med er derfra, vi grillede og hyggede om aftenen, og næste dag stod den på helikopter tur rundt i Kosovo. Detr var fedt at flyve, men det bliver hurtigt kedeligt, vi fik da set en del af Kosovo fra luften. Vi blev sat af ved byen Mitrovice, hvor vi blev hentet af en lille bus, og blev kørt rundt til nogle "hotspots" så telegraf chefen kunne se lidt fra landjorden også. Vi har også haft besøg af chefen for hærens operative kommando, der var på besøg i 2 dage, han skulle også have været nede ved vores sektion, men programmet blev forsinket og han måtte flyve hjem uden den oplevelse.
Amerikanerne har afholdt en 6 km mindemarch for soldater der er omkommet i international tjeneste, amerikanerne gør meget ud af sådanne ceremonier og var glade for at så mange nationer og enkeltpersoner vil deltage i deres højtidelighed. Vi er ved at arrangere en tur til den amerikanske lejr d. 4 juli. Det kunne være sjovt at se hvordan de fejrer det.
Jeg har også gået vores berømte DANCON march, det er en march der oprettes i alle missioner og har normalt en distance på 25km. Når man snakker med folk fra andre nationer har de allerede hørt om denne march inden de er kommet herned. Den blev denne gang afviklet over 3 gange, den sidste med over 900 deltagere. Jeg havde egentlig besluttet mig for jeg ikke gad, men vores øverste danske chef fik mig overtalt til at bakke om begivenheden. Jeg har overbevist om at jeg nok skulle gennemføre, men havde ikke regnet med det gik så godt, ingen vabler, kun lidt ømme fødder og lidt i benene, måske jeg skulle have trænet lidt marchtræning inden selve dagen.
Derudover har vi lige haft besøg af forsvarschefen og Prins Joachim + 11 hangarounds (journalister og stabsofficerer) At prins Joachim kom, fik vi først besked om samme dag som de ankom. Når der kommer så fint besøg skal vi jo stille flag kommando og æreskommando, så jeg blev hidkaldt til den sidste tjans og både prinsen og forsvarschefen skridtede fronten af. I dag har de været på besøg hernede i sektionen, og i den forbindelse har jeg nu trykket hånd med hans kongelige højhed Prins Joachim :-) Nå ja, også forsvarschefen. Prinsen var tillige herinde på mit kontor, godt jeg fik fjernet noget at det gamle EDB ragelse igår. Nu kunnw prinsen jo også se at jeg kom fra hans fars regiment, så det manglede vel bare.
Nu er VM jo også gået i gang, vi har sat en projektor op i vores mellemgang og sidder der om aftenen og ser fodbold, det er meget hyggeligt, så får vi lige en sodavand eller en kaffe med creme i... Solen skinner, og jeg forsøger da at ligge mig i solen, jeg går først derud ved 16 tiden, ellers er det for varmt.
Ellers er der ikke så meget andet at sige end at jeg savner dem derhjemme, og nu i skrivende stund har vi lige passeret 2/3 dele af udsendelsen...
Hav det godt derhjemme.
/Kenneth